Udfordringen
Med produktion i Vlotho (Tyskland) og Suzhou (Kina) var opgaven at sikre en højere tilgængelighed af membranen i begge produktionsafdelinger, men særligt på fabrikken i Suzhou, Kina, der fremover ville have det største forbrug af membranerne. Samtidig var det vigtigt at have fokus på kvalitet og egenskaber af membranen. Det overordnede mål var at sikre produktion og indkøb af membranen direkte i destinationslandet (Kina) til en konkurrencedygtig pris og af en høj kvalitet, særligt med hensyn til levetid og kemisk resistens.

Processen
Projektet blev indledt med en grundig gennemgang af kravspecifikationerne fra STÜBBE, hvor de egnede gummikvaliteter samtidig blev udvalgt og testet.

”Efter de indledende møder med STÜBBE påbegyndte vi straks udviklingen af en ny gummikvalitet og byggede en teststand hos AVK GUMMI, så vi kunne teste både de eksisterende membraner fra STÜBBE samt membraner i vores egen gummikvalitet,” udtaler Carsten Bach Jensen, salgschef hos AVK GUMMI, og tilføjer: ”Vi fik tilpasset formværktøjet og udførte forskellige tests, hvor bl.a. friktion og slidstyrke samt bindingen mellem gummi og PTFE/væv blev testet.”

STÜBBE har løbende modtaget og testet udfaldsprøver samt efterfølgende udvekslet testresultaterne med AVK GUMMI. I udviklingsfasen blev de nødvendige godkendelser (FDA 21 CFR 177.2600, Elastomer Guidelines (23 °C), W270,

3-A Sanitary Standards Class II) ligeledes indhentet.

Løsningen
”Efter adskillige testrunder faldt valget på AVK GUMMIs nyudviklede gummikvalitet, EXF-70,” siger Hendrik Märker, international indkøbschef, STÜBBE, og tilføjer: ”De testede membraner i denne gummikvalitet udviste bedre resultater målt på spredning og levetid end de eksisterende membraner, og vi var ikke i tvivl om, at vi skulle foretage skiftet.”

Samarbejdet
”Vi har gennem hele projektet haft et særdeles udbytterigt samarbejde med AVK GUMMI, både i forhold til teknisk rådgivning, kvalitetssikring, holdbarhed samt optimering af produktet,” fastslår Hendrik Märker og slutter: ”Projektet var mere omfattende end forventet, men vi har helt sikkert nået vores mål og afsluttet projektet med et positivt resultat. Det betyder, at vi bestemt også vil vælge AVK GUMMI i forbindelse med fremtidige projekter."

Kunde
STÜBBE GmbH & Co., KG, Tyskland

Produkt
Membranventil

Facts
STÜBBE er en international producent af pumper, armaturer og måle- og kontroludstyr fremstillet af plastik.

Med over 60 års erfaring inden for termoplast har STÜBBE en solid ballast til at udvikle holdbare løsninger til håndtering af aggressive medier i komplekse applikationer. Produkterne benyttes over hele verden inden for miljøteknologien, overfladeteknologien, den kemiske industri samt mettalurgi og minedrift. STÜBBE har produktion i Vlotho (Tyskland) og Suzhou (Kina).

Det var af afgørende betydning for STÜBBE at finde en europæisk samarbejdspartner med moderne og højkvalitative produktionsfaciliteter samt mulighed for produktudvikling både i Europa og Asien. Derfor var det en stor fordel, at AVK GUMMI allerede havde en fabrik i Kina
Hendrik Märker, international indkøbschef, STÜBBE GmbH & Co., KG