Fluorelastomerer – ydeevne og ansvarlighed

Download white paper her, hvis du har brug for hjælp og ønsker yderligere information om PFAS, herunder eksisterende og fremtidig lovgivning.

Opdateret 05.07.2024


Fluorelastomerer såsom FKM og FFKM har i kraft af materialernes høje kemiske og termiske resistens været brugt i årtier. Disse egenskaber udgør en væsentlig fordel sammenlignet med polymerer som fx EPDM, NBR og HNBR – i det mindste så længe komponenter fremstillet af disse materialer er i brug.

Dog kan denne høje resistens ende med at blive et potentielt problem efter endt levetid. Hvis affald fra gummikomponenter ikke behandles korrekt, kan per- og polyfluoralkylstoffer (PFAS) ende i miljøet. Denne gruppe organiske kemikalier er estimeret til at inkludere over 10.000 stoffer – og skadefølgerne af ​​disse kemikalier er ikke alle kendte. Grundet den høje kemiske stabilitet vil sådanne stoffer akkumulere og med tiden forårsage sundheds- og miljømæssige problemer.

Dette emne er ikke nyt. Siden 2009 er visse grupper af PFAS blevet reguleret på globalt plan under Stockholm-konventionen, og senere er flere grupper blevet tilføjet. Derudover har ECHA – Det Europæiske Kemikalieagentur – besluttet at regulere yderligere grupper inden for rammerne af REACH. Et bredt begrænsningsforslag for alle PFAS blev indsendt i starten af 2023 af fem europæiske medlemslande og er også inkluderet i EU-Kommissionens begrænsningskøreplan, som angiver en prioriteret liste over kemikalier, som foreslås at blive begrænsede.

Hos AVK GUMMI bifalder vi disse initiativer, men samtidig sørger vi for at følge udviklingen nøje, så vi kan være forberedte på ændringer, der kan påvirke vores gummirecepter.

Ud fra restriktionsforslaget ser det ud til at PFAS som udgangspunkt bliver forbudt fra 2027 for de fleste applikationer, mens fødevareapplikationer kan fortsætte til 2032 hvis der ikke anvendes flurosurfaktanter i polymerproduktionen. Det er dog rigtig vigtigt for AVK GUMMI at være på forkant med ny lovgivning og dermed hjælpe dig med fortsat at kunne tilbyde den bedste løsning til markedet.

 

 

Et par eksempler:


Forbedret kemisk resistens af FKM til fødevarekontakt

Skift fra bisphenol AF-vulkaniseret til peroxidvulkaniseret FKM, udover at medføre en højere kemisk resistens, fører til en længere levetid og dermed mindre spild.

Omfattende udvikling, test og dokumentation, både i forhold til ydeevne og juridisk ansvar, har ført til en ny række high performance FKM materialer til fødevare- og healthcareapplikationer.

Selvom bisphenol AF er blevet godkendt til brug – også i fødevarekontaktmaterialer – og endnu er accepteret i EU i nogle få år, har vi besluttet os for at udfase dette stof for at beskytte forbrugerne og miljøet. En begrænsning af Bisphenol AF i fødevarekontaktmaterialer forventes at træde i kraft ved udgangen af 2024 med en overgangsperiode på 36 måneder for komponenter til gentagen brug i professionelt fødevareproduktionsudstyr.


Skræddersyet FFKM

FFKM er kendt for sin ekstreme kemiske resistens. Dette opnås ved en høj grad af fluorering, hvilket dog også medfører en sværere nedbrydelighed.

Hvis FFKM ønskes, er det normalt fordi meget aggressive kemikalier skal håndteres. Hos AVK GUMMI har vi udviklet et koncept, hvormed forskellige kemikalier kan håndteres af forskellige FFKM, FEPM og FKM typer, hvilket muliggør en skræddersyet løsning. Udover at være en optimal løsning i forhold til ydeevne, vil dette også muliggøre en afbalanceret grad af flourering.

Endelig giver denne tilgang mulighed for omkostningsoptimerede løsninger, idet prisen for FFKM er omtrent 100-gange prisen for FKM.


Udskiftning af FKM?

Vil fluorelastomerer blive forbudt engang i fremtiden? Det tyder det meget på. Hvis det sker, vil alle interessenter i hele værdikæden lige fra ingredienser og elastomerblandinger, til pakninger, ventiler, samt proces-, fylde- og pakkelinjer blive nødt til at tilpasse sig.

En løsning her kunne være et skift til andre elastomerer, eksempelvis EPDM til fedtfattige produkter samt visse kemiske applikationer og HNBR til brændstof – vel vidende at der vil være fordele og ulemper ved enhver ændring.

Nedsat ydeevne er en naturlig konsekvens af en strengere lovgivning, hvilket vi er nødt til at anerkende. I stedet for at se dette som et problem, tager vi udfordringen op og skaber de bedste tilgængelige løsninger og værdsætter forbedringerne af forbrugersikkerhed og bæredygtighed.

Nedsat ydeevne i forhold til kemisk eller termisk resistens bør ikke kun opvejes af nye ingredienser og formuleringer, men også gennem designoptimering af gummikomponenterne, som muliggør termisk udvidelse eller kvældning ved hjælp af reduceret volumen og kontaktareal.


Behandling af elastomeraffald

Med beliggenhed i Danmark kan AVK GUMMI drage fordel af et velreguleret system til håndtering af affald. Al vores elastomeraffald bliver anmeldt og forbrændt, og energien bliver benyttet til at producere el og fjernvarme.